Vidensamfundet og den teknologiske udvikling udfordrer både videnskaben og demokratiet og forskyder løbende grænserne mellem videnskab, teknologi og samfund.

På den ene side skal vi sikre den fri forskning, men vi skal også være kritiske overfor videnskaben og der er, udover deltagelse af tænketanke, interesseorganisationer, virksomheder og NGO’ere, god grund til ikke alene at motivere og folkeoplyse men også at myndiggøre især den almindelige samfundsborger.

Det er vigtigt at understrege, at en betingelse for et vellykket forskningsarbejde er, at borgerne føler, at der tages hensyn til deres betænkeligheder, og at deres etiske grænser respekteres.

Hvorledes dette kan ske er ikke umiddelbart indlysende.

Der er dansk tradition for, at politiske beslutninger om ny teknologi og kontroversiel forskning baserer sig på en offentlig debat. Men finder den sted og hvordan kan den øve indflydelse på beslutningsprocessen, således at videnskab og teknologi integreres på en harmonisk måde i samfundet ?

Det er tilsyneladende et paradoks, at samtidig med at den teknologiske udvikling accelererer og forandrer danskernes liv og samfundet markant, så er vi ikke desto mindre blevet mere passive i forhold til at følge udviklingen og selv at præge debatten. Måske skyldes det, at universiteternes forskningsformidling satser mere på markedsføring end borgerinddragelse. Denne konklusion kan udledes af seniorforsker på Center for Forskningsanalyse Niels Mejlgaards forskning, baseret på data fra de såkaldte Eurobarometer-undersøgelser omkring følsomme teknologier. Disse undersøgelser er blevet gennemført regelmæssigt over de seneste 20 år blandt 25.000 europæere, hvoraf ca. 1.000 er danskere.

Forskningen synes overraskende at vise, at flere danskere er begyndt at opfatte sig selv som tilskuere i forhold til den teknologiske udvikling, i samme periode som universiteterne har opprioriteret indsatsen såvel økonomisk som personalemæssigt for at markedsføre og ‘sælge’ deres forskning. Spørgsmålet er, om dette markedsføringsfokus i forskningskommunikationen får flere danskere til at opfatte sig selv som tilskuere, fordi de netop behandles som tilskuere ? “Hvis det er tilfældet, udgør det ikke blot et formidlingsmæssigt, men også et demokratisk problem. Danskerne praktiserer og definerer deres medlemskab af det moderne teknologidrevne vidensamfund forskelligt, og det må forskningskommunikationen indrette sig på, hvis den gerne vil opfattes som relevant af forskellige grupper i befolkningen.”, udtaler Niels Mejlgaard.

Følsomme og i manges øjne kontroversielle teknologier, der rejser mange sociale, etiske, økonomiske, sundheds- og miljømæssige spørgsmål, er f.eks. bio- og nanoteknologier og for den sags skyld også biometri. Det kan undre og burde egentlig være mere end oplagt, at der ikke er langt mere fokus ikke alene i Danmark men internationalt  på regulering, standardisering, testning og mærkning af disse teknologier end det hidtil har været tilfældet.

Det bør være en hjørnesten for enhver demokratisk regering, at sikre et offentligt engagement i den politiske beslutningsproces.

Hvad kan bringe os på vej, således at mantraet om såkaldt ansvarlig innovation og demokratisk teknologiudvikling i modsætning til den tilsyneladende oligarkiske  (den etablerede elites) kontrol over teknovidenskaberne er reel og ikke kun en tom frase?  Antages det, at der er et behov for nytænkning med henblik på at inddrage dem, som bliver berørt af en bestemt teknologi, til at have indflydelse på teknologiens udvikling og at den designes i overensstemmelse med samfundets behov , så kan en styrkelse af bl.a.  følgende konstruktioner og indsatsområder, givetvis med fornøden lovgivning, være nyttige (rækkefølgen er vilkårlig):

1. Reel brugerkontrol og brugervalg
2. Mere tværfaglig forskning
3. Etablering af økosystemer med henblik på  åben og brugerdreven innovation
4. Professionalisering af CSR-implementeringsprocessen
5. En bedre målrettet formidling af forskningsresultater til både politiske beslutnings-tagere og offentligheden
6. At forskningsverdenen sammen med virksomhederne er mere åben for diskussion med resten af samfundet omkring grundlæggende værdier og rettigheder samt økonomiske interesser

Nogle vil måske lidt opgivende hævde, at videnskaben som sådan retfærdiggør en vækstøkonomi og dermed er betinget af de magtrelationer, der understøtter dette sociale paradigma.  Derfor kan teknologi ikke betragtes som “neutral” i betydningen som et “middel” til at tjene ethvert formål eller “autonom” forstået som den eneste eller den vigtigste faktor, der bestemmer sociale strukturer, relationer og værdier. Det er imidlertid uomtvisteligt, at såfremt en ny teknologi skal tjene demokratiet, så skal den underbygges af et politisk argument. Teknologien vil ikke af sig selv gøre en politik demokratisk. Derfor vil passende lovgivning og/eller etiske kodeks altid være en nødvendig forudsætning for, at teknologier kan udvikles demokratisk.

Det siger sig selv, at Danish Biometrics støtter en ansvarlig og demokratisk teknologiudvikling, fordi den er forudsætningen for en bæredygtig markedsudvikling.