PrivatTek 2010

Privatlivsbeskyttelse og sikkerhed – en god og tryg symbiose for teknologisk design

Dansk Privacy Netværk, Danish Biometrics, CenSec, Sikkerhedsbranchen, Teknologisk er initiativtager til en ny event PrivatTek 2010, der vil sætte fokus på privatlivs- og persondatabeskyttelse. Arrangementet afvikles som en formiddagskonference fredag den 10. september kl. 9.00-13.00 2010 i Landstingssalen på Christiansborg.

Beskyttelsen af persondata og den enkelte brugers kontrol af egne data er et højaktuelt tema i den intensiverede digitalisering af samfundet. Som bekendt er det muligt at lave et teknologidesign og implementering til sikring af privacy. Disse løsninger, der med et noget nørdet udtryk betegnes som privacy enhancing technologies, er et sammenhængende system af IKT instrumenter som beskytter privacy ved at eliminere eller reducere persondata eller ved at forhindre unødvendig og/eller uønsket behandling af persondata uden at miste datasystemets funktionalitet.

Udviklingen af principper om ”privacy by design” og privacy enhancing technologies vil få stigende betydning i forbindelse med f.eks. den kommende revision af EU´s persondatadirektiv. Sammen med yderligere forventet EU-lovgivning, en øget standardisering og certificering vil det uden tvivl få en positiv afsmitning på produktudviklingen og indførelsen af disse løsninger og her kan danske it-sikkerhedsleverandører få en vigtig rolle at spille. På PrivatTek 2010 vil en række eksperter give en ”state of the art” på den nugældende lovgivning og hvorledes teknologier, der normalt opfattes som overvågningsteknologier, herunder biometri, CCTV og RFID også kan designes og anvendes på en privacybeskyttende måde.

Privacy enhancing technologies er et begreb, der er stort set ukendt for den almindelige borger og det hænger uden tvivl sammen med, at der kun findes relativt få løsninger på markedet og at de hverken er brugervenlige endsige forståelige i en dagligdags sammenhæng. Alt for længe er debatten om disse teknologiløsninger, som faktisk allerede så dagens lys for over 10 år siden,  foregået fortrinsvis i forskningskredse i udlandet. Det er på tide at rejse en offentlig debat samtidig med at både EU-Kommissionen så vel som politikere i Europa i stigende grad erkender, at privatlivsfremmende teknologier kan styrke persondatabeskyttelsen.

Det er et af konferencens hovedformål at formidle en sammenhængende viden og indsigt i “øjenhøjde” til den brede offentlighed om organisatoriske, retlige, etiske og især teknologisk/tekniske aspekter af persondatabeskyttelse og privacy.

Konferencen er gratis og åben for alle, men henvender sig især til beslutningstagere, der beskæftiger sig med information og kommunikation inden for den offentlige og private sektor, It-professionelle, jurister, økonomer, erhvervsledere, iværksættere, politikere og journalister.

Konferencen vil blive optaget på video med efterfølgende on demand streaming.

PrivatTek 2010 åbnes af professor dr. jur. Linda Nielsen, formand for videnskabsministerens It-sikkerhedskomite.

Agenda

Konferenceleder: Søren Duus Østergaard, adm. direktør, Duus Communications ApS

Indregistrering og morgenkaffe
Velkommen v/ direktør Frederik Kortbæk, FK Consulting, koordinator for Dansk Privacy Netværk
Åbningstale v/ professor dr. jur. Linda Nielsen, formand for   IT-sikkerhedskomiteen
Video i teknisk og retligt perspektiv v/ direktør Kasper Mikkelsen, Sikkerhedsbranchen
Teknologianvendelse og persondataloven v/ kontorchef Lena Andersen, Datatilsynet
Systematisk Innovation med enterprise arkitektur v/ CEO Allan Bo Rasmussen,  EA Fellows ApS
Kaffe/strække-ben pause
Et visionært teknologidesign
v/ lektor Christian Damsgaard Jensen, Danmarks Tekniske Universitet
Incitamenter for privatlivsfremmende teknologier v/Scientific Officer Oluf Nielsen, European Commission, Directorate General Information Society and Media
Paneldebat
Behovet for klare retningslinjer, love og teknologier til beskyttelse af privacy er efterhånden blevet bredt anerkendt. Paneldebatten vil diskutere problemerne med privatlivets fred i nutidens sammenkoblede elektroniske samfund og mulige bæredygtige løsninger.
Deltagere:
MF Yildiz Akdogan, Socialdemokraterne
Lektor Peter Lauritzen, Århus Universitet
Direktør Lars Klüver, Teknologirådet
Direktør Kasper Mikkelsen, Sikkerhedsbranchen
Moderator: redaktør Jan Horsager, Computerworld
Frokost

Download det uddybende konferenceprogram med diverse praktiske oplysninger her.

Der er nu officielt lukket for tilmelding til konferencen. Efterfølgende tilmelding kan dog efter omstændighederne finde sted. For yderligere oplysninger kontakt venligst sekretariatet for Dansk Provacy Netværk.

Sidst opdateret: 8.9. 2010

Konferencens sponsorer

 

    

  

 

Kursus i biometri er en succes

I august 2006 tog Danish Biometrics initiativet til at oprette et kursus i biometri i samarbejde med Institut for Informatik og Matematisk Modellering under Danmarks Tekniske Universitet og Fraunhofer Institut für Graphische Datenverarbeitung (IGD).

Kurset udbydes under åben uddannelse, hvor alle kan deltage, hvis man har de nødvendige faglige forudsætninger, i modsætning til deltagerkredsen i AMU-uddannelserne. Kurset retter sig derfor også til medarbejdere i virksomheder med henblik på kompetenceudvikling og opkvalificering. Det er en kendsgerning, at fremtidens dygtige medarbejdere tiltrækkes af en virksomhedskultur, hvor uddannelse og udvikling er en selvfølge og det gælder selvfølgelig også i det segment, som Danish Biometrics dækker.

Selvom kurset er forskningsorienteret, så er indholdet i det væsentligste en generel introduktion, som vil være relevant for alle der beskæftiger sig profesionelt med biometri og dermed for alle medlemskategorier af Danish Biometrics.

Forelæser er professor Christoph Busch, som i international målestok er en af de ypperste kapaciteter indenfor biometrisk forskning og undervisning. Christoph Busch har deltaget i et utal af forskningsprojekter og er for tiden bl.a. involveret i the Turbine Project.

Cand. polyt. Mohammad Omar Derawi, der frekventerede kurset i 2008, afsluttede sit speciale med titlen “Multi-modal Biometric Authentication using Gait and Fingerprint on Mobile Devices”Gjøvik University College. I specialet kombinerede Mohammad analyse af personlige gangarter med fingeraftryk for at udvikle en teknologi, der kan få mobiltelefoner til at genkende deres ejer og dermed fungere som tyverisikring. Han forsker nu videre i biometri på Center for Advanced Security Research Darmstadt i Tyskland. Læs mere om Mohammad Derawi her.

Om sit kursusophold på DTU udtaler Mohammad bl.a. følgende:

“Jeg vil gerne rose professor Busch for sin professionelle indsats og lærer-til-student vejledning. Læreren har en stor erfaring indenfor biometri og har givet en detaljeret beskrivelse af de vigtigste biometriske systemer man mest benytter i dag. Gennem de 3 uger har læreren dækket emnerne:
Fingeraftryksgenkendelse
Venegenkendelse
Ansigtsgenkendelse (inkl 3D)
Irisgenkendelse
e-pas
Multibiometriske systemer (kombinationer af flere biometrier)
Kvalitet af biometriske prøver
Mere information om kurset kan findes her. Kurset har været yderst interessant i hele forløbet. Det er spændende at se hverdags-eksempler på forskellige biometriske systemer. Der gives ikke kun en teoretisk forklaring, men der vises også praktiske eksempler. Derfor synes jeg at jeg har lært meget.”

Op imod 100 danske og udenlandske studerende med forskellig baggrund har fra starten i 2007 og indtil nu gennemført kurset, som i 2010 afvikles i de 3 første uger af juni og som allerede på nuværende tidspunkt er ved at være fuldtegnet. Et kursushold kan bestå af op til ca. 40 deltagere. Det er hensigten at videreudvikle kurset med yderligere moduler og Danish Biometrics vil indgå i en konstruktiv dialog med DTU og øvrige samarbejdspartnere herom. Vidensformidling og uddannelse er nemlig vigtige elementer i opbygningen af en fremtidsorienteret nicheindustri.

Danish Biometrics kan varmt anbefale kurset på DTU.

Ny uddannelse i biometri

Danish Biometrics er initiativtager til en helt ny uddannelse i biometri i Danmark. Uddannelsen er kommet i stand i samarbejde med Fraunhofer IDG i Tyskland og Institut for Informatik og Matematisk Modellering på DTU.

Formålet med uddannelsen er at udvikle en forståelse hos studenterne for principperne i biometriske algoritmer og systemer. Endvidere at tilvejebringe viden om de vigtigste biometriske metoder samt evnen til at udvælge en passende algoritme/system for en given applikation (f.eks. fysisk ADK). Det vil også være en del af uddannelsen at formidle en forståelse for principper om data privacy og indvirkningen på design og konfiguration af biometriske systemer.

Uddannelsen gennemføres som et 3 ugers videregående intensivt kursusforløb under BSc/MSc på DTU og giver 5 ECTS point. Uddannelsen starter op første gang i juni 2007 med et forventet deltagerantal på 40 kursister.

Det er lykkedes at få professor Dr. Christoph Busch, som er en af de absolut største kapaciteter i Europa, til at forestå undervisningen. Professor Busch, der får titel af ekstern lektor på DTU, er tilknyttet Darmstadt Tekniske Universitet og Fraunhofer IDG i Darmstadt og har på vegne BSI i Tyskland været projektkoordinator for adskillige EU projekter om biometri, som f.eks. BioIS, BioFace og BioFinger og desuden initiativtager til et nyt EU projekt 3D-Face (www.3dface.org). Professor Busch har udgivet et utal af tekniske artikler og har været taler ved internationale konferencer. Han sidder endvidere i en lang række nævn og udvalg med relation til biometri som f.eks. BIOSIG expert group, der er en arbejds- gruppe under Gesellschaft für Informatik (GI). Derudover er han med i standardiseringsarbejdet under DIN-NI37 og medlem af arbejdsgrupperne WG1, WG3 og WG5 under ISO/IEC JTC1 SC37 om Biometri. Christoph Busch er desuden blevet udnævnt til medlem af The International Biometrics Advisory Council under European Biometric Forum (EBF).

Uddannelsen er etableret i samarbejde med professor dr.scient. Flemming Nielson, leder af Institut for Informatik og Matematisk Modellering på DTU. Professor Nielson er en af Danmarks fremmeste indenfor IT security og har en betydelig videnskabelig og undervisningsmæssig erfaring og anseelse. Professor Nielson har deltaget i flere store projekter som f.eks. SiES om security i embedded systems og er stedlig leder af EU projektet SENSORIA om ”Software Engineering for Service-Oriented Overlay Computers”, der er en af kun tre projekter i EU Kommissionens ”The Global Computing Initiative ”. Af andre EU projekter, som professor Nielson har medvirket i, er DEGAS og LOMAPS. Professor Nielson er forfatter af 4 bøger og mere end 90 artikler om diverse emner, herunder om implementering af programmeringssprog.

I forbindelse med lanceringen af den biometriske uddannelse udtaler professor Flemming Nielson, at ” Danmarks Tekniske Universitet er dedikeret til videre forsknings- og undervisningsaktiviteter indenfor software security, netværk security og relaterede emner. Området for biometrics synes både meget vigtig for samfundet og som en unik mulighed for at udnytte instituttets kompetencer i IT-security samt billedanalyse”.

Danish Biometrics er meget glad for, at det er lykkedes at få akkrediteret en uddannelse i biometri i Danmark. Konsortiet er også meget stolt over, at uddannelsen kan gennemføres i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet og med et meget højt fagligt indhold, som fuldt ud lever op til de krav vi i Danmark stiller til IT-uddannelserne. Uddannelsen henvender sig ikke blot til studerende med BSc/MSc niveau, men vil også i et vist omfang blive tilbudt andre og vil indgå som første skridt i flere kursus- og efteruddannelsestilbud, som Danish Biometrics på nordisk plan vil introducere i de kommende år i samarbejde med DTU, Fraunhofer IDG m. fl.

Frederik Kortbæk, bestyrelsesformand for Danish Biometrics siger i en kommentar, ”at uddannelse i en avanceret og skelsættende teknologi som biometri er en nødvendighed, når vi i Danmark har sat os det ambitiøse mål, at være verdens mest innovative samfund. At udvikle kompetencer og formidle viden, der kan tilegnes af kommende forskere og delegeres ud i virksomhederne er forudsætningen for, at vi kan opbygge en ny dansk vækstindustri og påtage os forsknings- og udviklingsprojekter i biometri. Med dette kursusfag i biometri, som er det første i Norden, er Danmark på uddannelsesniveau med resten af Europa. Jeg vil gerne udtrykke min store anerkendelse for den støtte professor Christoph Busch og professor Flemming Nielson har vist initiativet”.