Danish Biometrics og Hovedstadens Sygehusfællesskab i strategisk samarbejde. Danish Biometrics har indgået en samarbejdsaftale med Hovedstadens Sygehusfællesskab om testning, udvikling og forskning i biometrisk genkendelse.
Biometrisk genkendelse er en videnskab og teknologi til autentificering (identifikation/verifikation) af et menneske, baseret på menneskets egne (uforanderlige) fysiologiske eller adfærdsmæssige karakteristika (f.eks. fingeraftryk, iris, gangart, dna). Biometri betragtes af mange eksperter som den mest innovative IT-teknologi i verden i de sidste ti år.
Målet med aftalen er at føre frem til løsninger for en sikker procedure når læger og sygeplejersker som en del af deres arbejde skal have adgang til for eksempel de elektroniske patientjournaler (EPJ).
Da den elektroniske patientjournal indeholder oplysninger om helbredsforhold, der er personfølsomme data, er kravene til sikkerhed (sporbarhed) og privacy store. Samtidig skal personalet hurtigt og effektivt kunne få adgang til journalen og til de patientdata, som er nødvendige af hensyn til behandlingen.
Biometri er et bud på at få løst udfordringen på en gang. En funktion som kan udføres på et par sekunder med anvendelse af et fingeraftryk, en iris-scanning eller en helt tredje biometrisk genkendelse vil alt andet lige være en fordel for sygehuspersonalet. Samtidig kan det sikres , at den der har logget på, også er den der har haft ret hertil, eftersom den biometriske kode er unik for hvert eneste menneske.
En vigtig del af aftalen består i at se på om man kan integrere biometri i den eksisterende it-arkitektur med Single Sign On (SSO) og krav om konvergens. Samarbejdsaftalen indeholder en klausul om, at den kan fortsætte efter 1.1. 2007 i regi af den nye Region Hovedstaden.
Direktør Frederik Kortbæk, bestyrelsesformand i Danish Biometrics, udtaler i forbindelse med aftalen: ”Jeg er på konsortiets vegne utrolig glad for den indgåede joint venture-aftale med en så stor organisation som H:S. Det er en stor udfordring for os og vi og vore samarbejdspartnere vil leve op til den tillid som H:S visionært viser os. Selve projektet rummer de største pilotprojekter og yderligere forskning af biometri endnu set i Danmark og vil i relation til EPJ have interessante internationale perspektiver.
På sigt vil et biometrisk log-on system kunne udbygges til andre dele af sundhedsvæsenet, f.eks. hjemmeplejen, de praktiserende læger, apoteker og sidst men ikke mindst i forhold til den enkelte patient i form af et borgerservice smart card med den enkeltes biometriske data gemt i microchippen.
Jeg er bekendt med at bl. a. EU Kommissionen allerede har vist interesse for samarbejdsaftalen og det potentiale den rummer. Det er min opfattelse, at vi med Danish Biometrics har skabt en unik organisation af universiteter og virksomheder, som vil være i stand til at løfte denne spændende opgave og konsortiet er parat til at bidrage til Danmarks drøm om at skabe et i internationalt sammenhæng supersystem til sygehus for så vidt angår sikkerheden i eksempelvis EPJ.”
For yderligere oplysninger kontakt venligst Frederik Kortbæk, mobil 2625 4550 – mail fk@danishbiometrics.org
Om Hovedstadens Sygehusfællesskab
H:S driver i dag 6 hospitaler, herunder Rigshospitalet, som er Danmarks største hospital med over 7000 ansatte. Efter 1.1. 2007 vil H:S overgå til Region Hovedstaden, der bliver landets største hospitalsvæsen med knap 30.000 ansatte og godt 6000 senge til at betjene et område med over 1.6 mill. borgere.
Om Danish Biometrics
Danish Biometrics er det største biometriske forsknings-konsortium og netværk i Skandinavien med ca. 30 medlemmer fra ind- og udland, herunder AAU, DTU, ITU, RISØ, RUC, Innovationsrådet, ITEK, Precise Biometrics, Siemens, Steria, Unisys, International Biometric Group og Quard Technology.