Ajourføring af artikel 29-arbejdsgruppens dokument om biometri

2 03 2010

EU´s artikel 29-arbejdsgruppe vedrørende databeskyttelse og privacy har netop offentliggjort sit arbejdsprogram for 2010 og 2011.

Arbejdsgruppen er nedsat i henhold til artikel 29 i direktiv 95/46/EF (EU´s persondatadirektiv). Det er et uafhængigt EU-rådgivningsorgan for databeskyttelse og privacy og består af de 27 EU-landes respektive datatilsyn samt Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse. Dets opgave er beskrevet i artikel 30 i direktiv 95/46/EF og artikel 15 i direktiv 2002/58/EF.

I arbejdsprogrammet fremhæves det, at WG29 har til hensigt at opdatere WP80 on biometrics, som blev vedtaget 1. august 2003 og som har haft til formål at bidrage til en effektiv og ensartet anvendelse af de nationale regler om persondatabeskyttelse i henhold til Direktiv 95/46/EF for så vidt angår biometriske systemer.

Selvom dokumentet har mere end 6 år på bagen indeholder det alligevel en lang række almengyldige grundholdninger. Et af de vigtigste pointer, der støttes af adskillige datatilsynsmyndigheder er, at biometri “helst ikke bør gemmes i en database, men kun i en enhed, som udelukkende er til rådighed for brugeren, som f.eks. et mikrochipkort, en mobiltelefon eller et bankkort. Med andre ord, programmer til autentifikation/verifikation, der kan gennemføres uden en central lagring af biometriske data bør ikke omfatte overdreven brug af identifikationsteknikker”.

Synspunktet baseres på en fortolkning af direktivets formålsprincip, herunder især en evaluering af, at det samme formål ikke må kunne opnås med et mindre indgribende middel. WG29 anfører endvidere at den centraliserede lagring øger risikoen for brug af de biometriske data som nøgle til at forbinde forskellige databaser (function creep).

WG29 pointerer endvidere, at det bør undgås at systemer indsamler biometriske data uden datasubjektets (brugerens) viden og dette legitimitetsprincip indgår således også i evalueringen af behandlingen af biometriske data. Et samtykke defineres, således også i overensstemmelse med persondataloven, som en enhver frivillig, specifik og informeret tilkendegivelse, hvorved datasubjektet indvilger i, at oplysninger, der vedrører den pågældende selv, gøres til genstand for behandling (videregivelse).

Det noteres i dokumentet, at det såkaldte proportionalitetsprincip imidlertid har været hovedkriteriet i næsten alle afgørelser truffet af de respektive datatilsynsmyndigheder til dato vedrørende behandling af biometriske data.

WG29 konkluderer, at de fleste biometriske data indebærer behandling af persondata og at det derfor er nødvendigt fuldt ud at respektere principperne om databeskyttelse. selvom arbejdsgruppen nævner, at det fortsat påhviler industrien, at udvikle biometriske systemer, der er i overensstemmelse med databeskyttelsesregelsættet, så fremhæves det afslutningsvis, at en adfærdskodeks baseret på en dialog med alle involverede parter, vil være en perspektivrig måde at fremme databeskyttelse på.

Så vidt WG29´s dokument.

Selvom mange af de principielle synspunkter stadig er valide i dag og vil være det i en rum tid fremover, så udelukker det imidlertid ikke at der kunne være behov for en justering af artikel 29-arbejdsgruppens anbefalinger fra 2003. Man kan sige meget godt om det såkaldte proportionalitetsprincip, der som et knæsat juridisk begreb i EU-retten kræver, at et indgreb ikke er mere vidtgående end hvad formålet tilsiger. Problemet er imidlertid, at hele regimet hviler på en skønsmæssig vurdering af ukonkrete principper i forhold til meget konkrete sager. Det skaber usikkerhed for brugeren, såfremt forvaltningspraksis opleves som inkonsekvent ikke alene på nationalt plan, men også at eksempelvis det spanske datatilsyn vurderes til at have en mere lempelig fortolkning end det franske datatilsyn. Det er også uomtvisteligt, at branchen foretrækker ensartede konkurrence- og markedsvilkår på europæisk plan. Man kan fremføre, at sådan må det nødvendigvis være, især når der er tale om anvendelse af teknologi, der er i en rivende udvikling. Men det udelukker ikke, at det kan overvejes at indføre visse minimumsgarantier for brugeren, som også branchen herefter kan indrette sig efter.

I et tidligere blogindlæg har jeg stillet spørgsmålet om der er behov for en Lex Biometricus? og har fremført en række af de problemstillinger om biometri, som også fremgår af WG29´s dokument. Et af de punkter jeg her vil fremhæve, er det – efter min opfattelse – indlysende behov for at opstille ufravigelige specifikke privacy principper om f.eks. dataminimering, gennemsigtighed, optimal bruger kontrol og forbedret sikkerhed. Et sådant regelsæt på EU niveau vil have den helt afgørende konsekvens, at centrale databaser med biometriske data ikke vil kunne oprettes og hermed vil en af artikel 29-arbejdsgruppens væsentligste anbefalinger blive ophøjet til lov og der vil i manges øjne blive skabt en tiltrængt retssikerhedsmæssig klarhed.

Den opdatering af WP80, som WG29 selv lægger op til vil efter alt at dømme indgå i den igangværende revision af persondatadirektivet og der vil helt sikkert blive lejlighed til en konstruktiv dialog med WP29 og Datatilsynet om de berørte emner.





Fokus på adfærdsmæssig biometri

27 02 2010

ENISA udsender jævnligt notater til politiske og andre beslutningstagere om emner, der anses for at udgøre nye security trusler.

ENISA har netop udgivet et notat, der har til formål at introducere muligheder, begrænsninger så vel som de væsentligste uenigheder mellem eksperter om adfærdsmæssig biometri.

Notatet fremhæver nogle hovedpunkter om adfærdsmæssig biometri:

Adfærdsmæssig biometri er et værktøj, som kan øge sikkerheden for autentifikation og for anvendelsen af IDS (intrusion detection systems), i nogle tilfælde med meget lille indvirkning på brugeren.

De er af størst nytte i multimodale systemer (de systemer, der anvender mere end én type af biometri på samme tid) som et supplement til mere robuste metoder, især fordi de fleste typer af adfærdsmæssig biometri er meget følsomme i funktion. F.eks. er tastetryks mønster afhængig af tastaturhardware, øjeblink frekvens afhænger af belysning osv.

Nogle typer af adfærdsmæssig biometri kræver specialiseret og til tider meget påtrængende udstyr, der kan være for generende for brugeren.

Andre typer af adfærdsmæssig biometri tilbyder på den anden side en gennemgående diskret teknik til at identificere og klassificere individer. Sådanne diskrete teknikker kan imidlertid være en udfordring for så vidt angår at indhente brugerens samtykke, som loven ofte kræver i mange tilfælde.

Dataindsamling ved hjælp af adfærdsmæssig biometri kan anvendes til sekundære formål, der kan omfatte behandling af meget følsomme oplysninger, som kan udledes af de indsamlede data.

Adfærdsmæssig biometri er sårbar over for flere typer spoofing angreb specifik for teknikken.

Adfærdsmæssig biometri defineres i notatet som en teknologi til at identificere en person ved de unikke egenskaber af de aktiviteter, som personen udfører enten bevidst eller ubevidst. Notatet nævner nogle nye og interessante typer som f.eks.:

Øjeblinks mønster: tidsintervallet mellem øjeblink, hvor længe øjet holdes lukket ved hvert blink, de fysiske karakteristika et øje undergår, når det blinker.

ECG: egenskaber ved elektromagnetiske signaler frembragt af det menneskets hjerte.

EEG: egenskaber ved elektromagnetiske signaler frembragt af menneskets hjerne.

Spil strategi: en statistisk model af spillerens strategi i forskellige spil, herunder rollespil online. Kan bruges til at afsløre svindlere og er af stigende betydning ved store multiplayerspil med rigtige penge. Dette er stadig vigtigere i massivt mutiplayer spil om rigtige penge.

En teksts stil: mange sproglige egenskaber kan profileres, som eksempelvis: leksikalske mønstre, syntaks, semantik, pragmatik, informationsindholdet eller emnets distribution via en tekst.

En række teknikker er begrænset til specifikke brugersituationer, eksempelvis bilisters køremåde (med henblik på at identificere bilister), trykmønster for håndgreb (autentificering til håndholdt udstyr, herunder våben) og kreditkorts brugsmønstre (afsløring af kreditkortsvindel).

Notatet fremhæver såkaldte kontroversielle emner og åbne spørgsmål om adfærdsmæssig biometri.

Nogle af teknikkerne kan udlede meget følsomme oplysninger, således i forbindelse med analyse af EEG mønstre, der udover identifikation kan ekstrahere information om en persons tankevirksomhed ud fra optegnelser over hjerneaktiviteten (funktionel magnetisk resonanstomografi). Eller ganganalyse, som kan afsløre depression eller Parkinsons sygdom. Andre teknikker har imidlertid ikke denne sammenhæng mellem den biometriske analyse og følsomme data eksempelvis tastetryk mønster. Selve brugersituationen kan også få betydning, idet personfølsomme data kan holdes privat i forhold til autentifikation af en hjemmecomputer i modsætning til virksomhedens webapplikationer.

Derudover findes der allerede tekniske løsninger, der kan begrænse eksponering af data fra adfærdsmæssige biometriske profiler, forudsat at der er tillid til den dataansvarlige (f.eks. kryptografisk hashing af profiler). Der er tale om et forskningsområde som er i sin vorden, men som utvivlsomt vil vokse i de kommende år.

Andre biometriske karakteristika som f.eks. ganganalyse og tastetryk mønster er meget lidt påtrængende for den enkelte, men rejser derfor på den anden side spørgsmål om samtykke, eftersom identifikation kan finde sted uden den pågældendes viden.

Et andet aspekt af særlig interesse er fejlraterne. Mange adfærdsmæssige biometriske teknikker har fejlprocenter, som er for høje til at gøre dem egnede til isoleret brug som autentificeringsteknologi. Det rejser spørgsmålet om at kombinere en autentificeringsteknik med en anden, f.eks. tastetryk og fingeraftryk.

De fleste teknikker til adfærdsmæssig biometri er følsomme i forbindelse med gennemførelsen. Således er gangart ved hjælp af videoanalyse følsom overfor de konkrete belysningsforhold, ligesom tastetryk analyse er afhængig af tastaturharware. Igen anbefales multimodale systemer for at gøre metoden mere robust.

Spoofing-angreb er et væsentligt tema i forbindelse med biometri og tages op i notatet. Der angives 3 typer: ved tvang af ægte bruger, replay af “ægte” biometri samt efterligning af ægte brugers biometri.Der er et vist sammenfald af spoofing-metoder overfor både fysiologisk som adfærdsmæssig biometri, men med nogle domænespecifikke forskelle. Eksempelvis er replay-angreb ofte forekommende ved stemmeefterligning. Med henblik på at forebygge computerstyrede spoofing-angreb, forskes der intenst på at udvikle computerstyrede metoder til automatisk at differentiere menneskelige og computerstyrede egenskaber (CAPTCHAs) samt kryptering af profiler og templates.

Notatet afsluttes med at fremhæve 5 områder for fremtidige trends og forskning i adfærdsmæssig biometri, nemlig standardisering, multimodal biometri, privacy enhancing technologies, ingen påtrængenhed samt nøjagtighed.

Kommentar

Notatet giver et hurtigt overblik over biometri baseret på adfærdsmæssige menneskelige egenskaber, som først i de senere år er blevet gjort til genstand for øget forskning og udvikling. Det skyldes først og fremmest en ide om at udvikle biometriske teknologier, som er endnu sværere at kompromittere. Men som det fremgår af notatet er der en lang række omstændigheder man bør tage i betragtning, ikke mindst med hensyn til privacy, for at designe en sikker løsning. Af særlig interesse er imidlertid de lovende resultater af multimodal biometri, hvor en teknologi baseret på en fysiologisk egenskab kombineret med en adfærdsmæssig egenskab væsentligt forbedrer matching-resultatet. Jfr. f.eks. følgende rapport Performance Analysis of Multimodal Biometric System Authentication.

Download ENISA-notatet her. For yderligere information henvises til videncenter om biometriske udfordringer og multimodal biometri.





Visionen om et dansk borgerservicekort lever men handling efterlyses!

20 02 2010

Der er god grund til at være tilfreds med, at videnskabsminister Helge Sander for nogle dage siden har udsendt en pressemeddelelse hvor et af de langsigtede initiativer i arbejdsprogrammet frem til 2020 er, at “danskerne skal tilbydes et biometrisk borgerkort af høj kvalitet og sikkerhed – forhåbentlig fra 2015.”

Visionen kommer sågar ind på en 3. plads næstefter at sikre den digitale signatur, NemID for alle danskere fra 1. januar 2011 og at det danske universitet i Beijing bygges, således at de første studerende og forskere kan tage det i brug i 2013.

Ministeren fremhæver, at vi allerede nu skal forberede os på tiden efter krisen og at ” ….vi skal være klar til at udnytte fremtidens muligheder.”

Det er en rigtig indstilling at have til et sådant stort projekt, som rummer mange fordele for både borger som samfund og som i øvrigt vil være i smuk harmoni med regeringens digitaliseringsstrategi om at IT skal spare det offentlige for milliarder. Der henvises derudover til Strategi for digitalisering af den offentlige sektor 2007-2010.

Allerede i 2008 anbefalede Danish Biometrics nedsættelsen af et visionsråd for projektets interessenter med det formål at fastsætte krav og processer (strategiplanlægning, fælles terminologi, målrettet projektstyring, arbejdsgange, metoder mv.) for et biometrisk borgerservicekort. Derudover har Danish Biometrics ved flere lejligheder anbefalet at et borgerservicekort og hele infrastrukturen skal beskyttes i henhold til “privacy by design”-principper, herunder designes med biometrisk kryptering. I den forbindelse er det værd at fremhæve, at EU Kommissionen selv har klassificeret biometri som en privacy enhancing technology, som det fremgår af den nyligt offentliggjorte endelige rapport af ESRIF.

Interessen og setuppet er der. Vi mangler blot startskuddet til at gå i gang og jo før jo bedre. Kalenderblade vendes hurtigt, når det drejer sig om store IT-projekter og  al erfaring fortæller os derfor, at det er vigtigt at der afsættes den nødvendige tid og de nødvendige ressourcer til indførelsen af et borgerservicekort. Et sådant samfundsmæssigt projekt bør gennemføres på baggrund af en kvalificeret offentlig debat og en grundig forberedelse af de teknologiske og organisatoriske muligheder med implementering af små trinvise pilotforsøg og frem for alt med en kvalitetssikring og brugerevaluering som topprioritet.

Er der forresten grund til at mene, at Danmark for alvor er faldet bagud i udviklingen ? Lad os se hvorledes det forholder sig i de andre europæiske lande med hensyn til et borgerservicekort.

IDABC har i oktober 2009 udgivet en statusrapport om eID interoperabilitet i forbindelse med europæiske eGovernment Services med det formål at indsamle information om eID praksis og udvikling i EU og tilknyttede lande. For god orden skyld bemærkes, at der i referatet fra udvalgte dele af rapporten ikke benyttes en stringent terminologi, idet e-ID, identitetskort, borgerkort eller borgerservicekort anvendes i flæng. Den sidste betegnelse foretrækkes af Danish Biometrics for at understrege kortets funktion og formål og ikke mindst at der er forskel på at sikre identitet og autenticitet (verifikation).

Af rapporten fremgår det, at ud af 32 lande udsteder 27 identitetskort (84%), heraf er 6 eID-kort udstedt af et privat certificeringscenter i henhold til aftale med en offentlig myndighed (Østrig, Island, Liechtenstein, Luxembourg, Holland og Sverige).

Ud af disse 27:

udsteder 3 et papirbaseret ID-kort og har ingen specifikke planer om nationale eID-kort: Bulgarien, Grækenland og Nederlandene. En avanceret plan for et eID-kort (det såkaldte eNIK) blev rapporteret i Nederlandene i den forrige udgave af nærværende rapport, men den er i øjeblikket taget op til fornyet overvejelse til fordel for et mere omfattende samarbejde med private certificeringsudbydere.

13 udsteder et papirbaseret ID-kort, men har mere eller mindre konkrete planer om et eID-kort i den nærmeste fremtid: Kroatien, Cypern, Tjekkiet, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Letland, Malta, Polen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien og Tyrkiet.

13 udsteder eID-kort. Herunder falder imidlertid den førnævnte gruppe på seks hvor et eID-kort er udstedt af et privat certificeringscenter i henhold til aftale med en offentlig myndighed (Østrig, Island, Liechtenstein, Luxembourg, Holland og Sverige), og i de syv andre udstedes eID kort udstedes af en offentlig myndighed (Belgien, Estland, Finland, Italien, Litauen, Portugal og Spanien).

Der er således 5 lande, der i øjeblikket ikke udsteder identitetskort: Danmark, Irland, Letland, Norge og Storbritannien. Der er dog planer om at udstede eID-kort i en eller anden form i alle disse lande undtagen Danmark. I Storbritannien og Letland, vil regeringen sandsynligvis udstede eID kort, mens det i Norge og Irland vil blive overladt til den private sektor at udstede et chipkort i henhold til en statslig bemyndigelse.

Det fremgår af rapporten, at Danmark traditionelt sikrer autencitet på en kombination af sygesikringsbeviset og kørekortet eller pas og bankkort. I elektronisk sammenhæng udføres autentificeringsfunktionen af OCES signaturløsningen, der i rapporten karakteriseres som en blød certifikatløsning. Rapporten noterer, at mens OCES vil blive opgraderet i fremtiden er brug af smart cards for tiden ikke planlagt.

Endvidere hedder det i rapporten, at det således er klart, at ID-kort er en dominerende identifikationsløsning i de lande rapporten har undersøgt ved at være i brug i 84% af landene, med kun Danmark som det land, hvor det ikke diskuteres at introducere et borgerskort i en hvilken som helst form i overskuelig fremtid. Det står klart, at selv om det bestemt ikke bliver altomfattende, vil eID-kort blive mere udbredt i de kommende år.

Når man ser på brugen af biometri i forbindelse med borgerkort, nævner rapporten at 5 lande ud af 32 rent faktisk anvender biometri (Italien, Litauen, Nederlandene, Portugal og Spanien), i alle tilfælde baseret på fingeraftryksoplysninger (i hashet form for så vidt angår det italienske borgerkort). Som det fremgår af 2007-udgaven af denne rapporten, så har Litauen og Nederlandene endnu ikke gemt fingeraftryk i deres eID kort, hvilket i begge tilfælde hænger sammen med en opgradering af deres respektive identitetskort.

Fire andre lande planlægger at introducere biometri (Frankrig, Estland, Tyrkiet og Storbritannien) igen baseret på fingeraftryk. Af disse har kun Frankrig erfaring med indsamling af fingeraftryk i forbindelse med udstedelse af identitetskort. Tre lande (Tyskland, Polen og Rumænien) har overvejelser om brug af biometri i fremtidige teknologier, især i forbindelse med de pågældende landes planlægning af eID, men der foreligger endnu ikke nogen detaljer herom.

Et flertal af de undersøgte lande (20 af 32 lande eller 63%) har endnu ikke eventuelle planer for biometri, og brugen af biometriske data er ikke blevet indberettet af noget land som en autentifikationsmetode til specifikke eGovernment-applikationer (bortset fra e-passet).

Rapporten slår fast, at selvom der synes at være en stigende støtte for biometri, så er teknologien endnu ikke særlig udbredt i forbindelse med borgerkort. Status kan siges at afspejle den aktuelle forskel i de europæiske lande til den teknologiske parathed og de socio-kulturelle holdninger til biometri.

Det er dog prisværdigt at den danske videnskabsminister har meldt ud, at skal vi i Danmark have et borgerkort, så skal det være med biometri. Men Danish Biometrics anbefaler, at sætte handling bag de smukke intentioner nu !

For yderligere information vedrørende borgerservicekortet henvises til videncenter.





Afslut med fingeren

11 02 2010

Af: Andreas Dohn, Journaliststuderende ved Syddansk Universitet 

Fingeraftryk i centrale databaser er en cocktail, der før har mødt modstand fra borgere og privacy-fortalere. Men når bloddonorerne på Odense Universitetshospital skriver under med fingeren, skal de ikke frygte for datasikkerheden, siger blodbankens ledende overlæge.

De ruller frivilligt ærmet op og lader nålen trænge gennem huden. Sådan har det altid været. Men fremover vil donorerne på Odense Universitetshospital (OUH) også blive tvunget til at afgive et fingeraftryk, når de besøger blodbanken. 
Odense Universitetshospital har som det første sted i landet indført elektroniske spørgeskemaer, som donorerne skal underskrive med pegefingeren, før de giver blod:
”Fordelen ved fingeraftryk er, at vi kan identificere donoren fra gang til gang og vide, at det er den rigtige donor, vi har fat i,” siger Jørgen Georgsen, ledende overlæge i blodbanken på Odense Universitetshospital.

Kun en kode
Det har tidligere skabt debat, når diskoteker og lufthavne indfører fingeraftryk eller irisskanning som adgangskontrol. Men Jørgen Georgsen mener ikke, at donorerne skal frygte for deres datasikkerhed, når de sætter pegefingeren på blodbankens scanner.
Fingeraflæseren danner en unik kode ud fra nogle bestemte punkter i fingeraftrykket. Og det er dén kode, som blodbanken gemmer i sin database sammen med donorens personnummer. Ikke et billede af selve fingeraftrykket, forklarer han:
”Det fingeraftryk, vi tager, er ikke sammenligneligt med det, politiet arbejder med, så det vil ikke kunne bruges i politiets efterforskning.” 
Når donoren møder til næste tapning og indtaster sit personnummer, vil systemet automatisk hente den gemte kode og sammenligne den med donorens ’nye’ fingeraftryk.
 ”Det er ikke sådan, at aflæseren går ned i en stor database og leder alle vores 13.000 donorer igennem og kigger på deres fingeraftryk,” siger Jørgen Georgsen:
”Den sammenligner bare Bjarnes nuværende fingeraftryk med det fra tidligere. Og hvis de ikke passer sammen, så er det ikke Bjarne, der er her nu. Mere kan den ikke sige. Den kan ikke sige, at det er Peter, der er her i stedet for eller sådan noget.”

”Smartcard en bedre løsning”
Frederik Kortbæk er netværkskoordinator i Dansk Privacy Netværk, der har forskere med interesse for overvågning og privatlivsbeskyttelse på medlemslisten. Han roser først og fremmest blodbanken for at tage fingeraftrykket i brug:
”Formålet er at sikre, at blod tilhører en bestemt person og kun denne person. Der er tale om en sikkerhed, som både er i brugerens og blodbankens interesse.”
Frederik Kortbæk er dog generelt betænkelig over for fingeraftryk i centrale databaser, og han mener, at blodbankens system kunne gøres endnu mere sikkert:
”Den mest optimale privacyløsning ville være at gemme det digitaliserede fingeraftryk i krypteret form på et smartcard i stedet for i en central database,” forklarer Frederik Kortbæk.
Et smartcard er et lille plastikkort, der indeholder oplysninger om kortholderens fingeraftryk, og det har samtidig en scanner indbygget. Når en person forsøger at bruge kortet, sammenlignes hans fingeraftryk med det, der ligger gemt.
Frederik Kortbæk mener, at donoren på den måde vil være bedre sikret mod misbrug, fordi fingeraftrykket ikke er gemt andre steder end på selve kortet.
”Det er den løsning, som de europæiske datatilsyn generelt anbefaler,” siger han.

Mange flere oplysninger i blodprøven
Jørgen Georgsen mener dog ikke, at et smartcard er den bedste løsning for blodbanken. Dels er kortene alt for dyre, og dels kan donoren ikke blive tappet, hvis han glemmer kortet derhjemme:
”Det, synes vi, er dårlig service over for donorerne, hvis de er kommet helt her ud,” siger han og påpeger, at blodbanken i forvejen ligger inde med en masse personfølsomme oplysninger om donorerne – i modsætning til diskoteker og motionscentre.
”Der er mange flere oplysninger i den blodprøve, man giver, end i fingeraftrykket. Og der er rigtig mange donorer, vi har gemt DNA på. Det er faktisk en større risiko, som folk ikke tænker så meget på,” forklarer Jørgen Georgsen.

Uden om Datatilsynet
Det er Datatilsynet, som fører tilsyn med persondataloven og vejleder myndigheder og virksomheder om behandling af personoplysninger. Chefkonsulent Jakob Lundsager oplyser, at blodbanken ikke har rettet henvendelse til Datatilsynet, før fingeraftrukket blev indført. Og derfor har tilsynet ikke beskæftiget sig med det specifikke system. 
Men Jakob Lundsager skønner, at blodbankens normale omgang med personfølsomme oplysninger kan være et argument for, at det også er forsvarligt at indføre fingeraftryk som identifikation.

Lever op til loven
I blodbanken føler man sig godt dækket ind. Jørgen Georgsen understreger, at systemet lever op til de gældende regler.
”Vi oplyser donorerne om alt det, vi gemmer, første gang de er her,” siger han og forklarer, at det altid kræver donorernes tilladelse, hvis blodbanken skal give oplysninger videre.
Derfor kan donorerne roligt give det elektroniske spørgeskema fingeren.





Biometri har fremtrædende plads i rapport fra European Security Research and Innovation Forum (ESRIF)

18 01 2010

I over 2 år har mere end 600 eksperter og en plenarforsamling på 65 medlemmer fra hele Europa i et åbent forum under European Security Research and Innovation Forum (ESRIF) debatteret aspekter af europæisk forskning og innovation med det formål at styrke borgerens sikkerhed. Resultatet foreligger nu i en diger rapport på 323 sider og er dermed det største bidrag af sin art i Europa til dato.

ESRIF, der er etableret i 2007 på vegne EU-kommissionen og de 27 medlemslande, har haft til formål at kortlægge en dagsorden for forskning og innovation i sikkerhed med følgende pejlemærker:

  • Sikkerhedsperspektiver på mellemlangt og på langt sigt (op til 20 år)
  • Europæiske, nationale og regionale perspektiver, der bygger på tidligere EU rapporter
  • Øget koordinering med andre institutioner, der er involveret i forskning og innovation i sikkerhed
  • Samfundsmæssige og teknologiske aspekter af sikkerhedsforskning
  • Fremme inovation som grundlag for et europæisk sikkerhedsmarked, der udnytter stordriftsfordele på europæisk plan
  • Vejledning for interessenter, der forbereder sikkerhedsrelevante forskningsprogrammer i Europa

I rapportens indledning hedder det bl.a. : “Med afsæt i behovet for en langsigtet fremtidsforskning er ESRIF gået til opgaven ved at udarbejde et sæt af sammenhængende scenarier, der er baseret på at kombinere nuværende tendenser med henblik på at skabe alternative fremtidige scenarier med en 2030 tidshorisont. Disse scenarier har omfattet en række risici, fra naturlige til menneskeskabte hændelser og er blevet brugt til at teste og identificere hvordan risici og udfordringer på kort- og mellemlang sigt, kan kan udvikle sig på lang sigt.

Forebyggelse er nøglen til at minimere virkningerne af disse risici. ESRIF har indtaget en holistisk tilgang til sikkerhed og med anvendelse af den bredest mulige definition af sikkerhed og undersøgt, hvordan dette kan opnås i forhold til selve selve samfundet og de friheder man ønsker at bevare eller styrke.

Det er ESRIFs opfattelse, at denne fremgangsmåde skaber afsæt for den fremtidens sikkerhed i Europa; en videnskabelig, teknologisk og industriel base, hvorfra det nødvendige udstyr, teknologi og best practices lader sig uddrage med henblik på at levere sikkerhed samt et stærkt socialt engagement, der sikrer et ansvar for anvendelsen så vel som en akcept af sådanne løsninger.

Mange spørgsmål såsom klimaændringer, råvareknaphed, virkningen af nano-teknologi eller det omfattende cyberspace-miljø skaber nye risici men fjerner sjældent radikalt de gamle. Disse it-netværks stigende evolutionære kompleksitet og indbyrdes afhængighed forstørrer deres virkning og nedbrud på samfundet og det bliver derfor vanskeligt at forudse og forstå effekter af disse trusler.

ESRIF formål er at tilvejebringe en fælles forståelse af sikkerhed, forskning og innovation med henblik på at støtte en mere ensartet procedure. Derfor foreslår ESRIF at styrke den europæiske fremstillings- og servicesektors rolle og evne til at investere i væsentlige forsknings-og udviklingsaktiviteter. Med såvel national som europæisk støtte vil denne investering give et solidt grundlag for at løse fremtidige risici, uden at diktere en bestemt løsning for en given udfordring.”

ESRIF anbefaler, “at den eksterne dimension af sikkerhed bør stå højt på dagsordenen for enhver efterfølgende sikkerhedsforskning og innovationspolitik. EU og dets medlemsstater er en del af en meget indbyrdres afhængig og kompleks verden. Fejlslagne stater, grænsestridigheder, miljømæssig migration og ressource-konflikter har alle i stigende grad interkontinentale, hvis ikke globale konsekvenser. Europa kan ikke ignorere disse eksterne risici og trusler eller deres virkning på sin indre sikkerhed.”

Rapporten fastslår herefter, “at beskyttelse af EU’s befolkning og infrastruktur skal afspejle god regeringsførelse, økonomisk fornuft og respekt for grundlæggende rettigheder og Europas kulturelle værdier”. For så vidt angår ESRIF “skal en konkurrencefordel og førende position for Europa på det globale sikkerhedsmarked reflektere europæiske værdier”. På den baggrund opremser rapporten en række hovedbudskaber som følger:

• Samfundsmæssig sikkerhed
Europas sikkerhed er uadskillelig fra de sociale, kulturelle og politiske værdier, der adskiller Europæisk levevis i al dets mangfoldighed. Forskning i sikkerhed og innovation skal løse disse værdiers langsigtede sårbarhed ved europæiske økonomiske, kulturelle, politiske og teknologiske systemer.

• Samfundsmæssig modstandskraft
I betragtning af en uforudsigelighed i menneskeskabte og naturlige trusler, bør forskning og innovation i sikkerhed fokusere på at styrke Europas iboende ukuelighed og evne til effektivt at overvinde kriser ved at styrke sammenhængskraften og robustheden af samfundsmæssige systemer og deres grænseflader til sikkerheds-teknologier.

• Tillid
Sikkerhed forudsætter at der opbygges tillid mellem mennesker, institutioner og teknologier. Under forhold med trusler styrker tillid åbenhed og social integration. Det spiller en afgørende rolle i krydsfeltet mellem borgere og regeringer, velfærdsydelser og institutioner, informationstjenester, IKT og andre teknologiske systemer, og lokale og globale markeder.

• Interoperabilitet
Sikkerhedsorganisationer står i stigende grad over for tekniske, operationelle, og menneskelige spørgsmål om interoperabilitet i forhold til deres geografiske og organisatoriske grænser. En stærk politisk vilje til at dele aktiver og standarder over hele Europa vil give os alle mulighed for i fællesskab at håndtere sikkerhedsproblemer i forbindelse med en stadigt mere indbyrdes forbunden verden.

• En systematisk tilgang til kapacitetsudvikling
Den stigende kompleksitet i sikkerhed kræver stadig mere sofistikerede strategiske fremsyn og risikovurderinger, modulære generiske funktioner og løsninger på det system til system niveau.

• Industripolitik
Europa har en meget omfattende industri kapacitet og videngrundlag på sikkerhedsområdet, men udgør kun et fragmenteret marked. At rette op på dette vil åbne døren til en førende position på det globale sikkerhedsmarked og gøde en effektiv europæisk industri og tilbyde vort samfunds bedste sikkerhedsløsninger til hele verden. Denne ambition kræver et klart politisk valg og en overbevisende europæisk industripolitik.

• Innovation
For at bevare sikkerheden i Europa, er der behov for stærke interne videnskabelige, teknologiske og industrielle kompetencer. Det er vigtigt at udnytte denne viden gennem pooling af midler og klyngedannelse for at maksimere synergien mellem forskellige teknologier, interessenter og services og ved at etablere et systematisk samspil mellem udbud og efterspørgsel for at sikre, at sikkerhedsløsninger er effektivt skræddersyet til at opfylde operationelle behov.

• Security by design
At sikre fremtiden, vil kræve, at sikkerheden behandles som en integreret del af et givent system, proces eller drift fra tidspunktet for konceptualisering. Nuværende add-on sikkerhedsløsninger er ikke længere tilstrækkelig. Europa har brug for en systemisk tilgang til sikkerhed.

• Awareness gennem læring og uddannelse
Uddannelse og scenarie-baseret undervisning vil bidrage betydeligt til en generel anerkendelse og erkendelse af, at sikkerhed er et fælles ansvar for alle aktører, især for politiske beslutningstagere, lovgivere og borgere.”

Den strategiplan for de næste 20 år der er baseret på ovennævnte hovedbudskaber benævnes i rapporten ” the European Security Research and Innovation Agenda” eller ESRIA og er struktureret i 5 klynger. 11 arbejdsgrupper har på tværs af de 5 klynger ydet bidrag med hensyn til kapacitet og teknologi. Kapacitet defineret som evnen til at udføre en specifik opgave eller funktion har været det primære grundlag for arbejdet ud fra en tæt analyse af sikkerhedsrisiko og udfordringer. Kapaciteter er katalogiseret efter deres hastende karakter som:

  • Umiddelbare tiltag
  • Handlinger, der kræves på kort til mellemlang sigt samt
  • Foranstaltninger, der skal støttes på lang sigt

På grund af det enorme antal kapaciteter, der er genereret af arbejdsgrupperne, og af hensyn til variationsgraden af granularitet og beskrivelsens omfang, er disse arrangeret i funktionelle grupper for at lette visualiseringen. Med relevans for Danish Biometrics vil jeg koncentrere mig om klyngen vedrørende sikring af identitet, adgang og transport af mennesker og gods samt de dertil knyttede arbejdsgruppers input. Til slut opsummeres med rapportens anbefalinger.

Imidlertid er der grund til at hæfte sig ved den første klynge, der er beskrevet i rapporten under betegnelsen: Sikkerhedscyklus, forhindre, beskytte, forberede, reagere og afhjælpe.

Det understreges således,”at overvågning i stigende grad er et centralt element i security management og finder sted ved hjælp af en række virkemidler, fra CCTV til forskellige biometriske værktøjer. Eftersom disse redskaber allerede er udviklet, forbliver indvirkningen dårligt forstået på europæiske værdier i forholdet mellem overvågning og friheds- og menneskerettigheder, placeringen af de nye teknologier i samfundet, deres rolle i forbindelse med sikkerhedskriser samt deres konsekvenser for den enkelte. Fremtidig forskning og innovation bør nøje vurdere disse samfundsmæssige spørgsmål og deres relation til Europas sikkerhed.”

I samme afsnit fremhæves det også, “at testning og evaluering af nye teknologier af first movers er afgørende. Der er ikke nok muligheder for at arbejde med teknologier, der stadig er i udviklingsfasen. Dette er en fremtidig prioritet for innovation, således at nye teknologiske løsninger kan optimeres under virkelige forhold i et tæt samarbejde mellem udviklere og brugere.”

Til slut i dette afsnit nævnes det, “at en effektiv behandling af ofre kan kræve biografiske og biometriske oplysninger. På samme måde som oplysninger om redningsmandens identitet, kompetencer og kvalifikationer er nødvendige for at facilitere et effektivt interoperabelt kommando-og kontrol-samarbejde. Derfor må de almindelige standarder for databeskyttelse tilpasses nødsituationer. En række krisetyper har regionale eller internationale virkninger: management bygger på flere forskellige instanser. Koordinering mellem disse instanser rejser specifike spørgsmål om deres forskelle i organisation, metoder, sprog og kultur. Interoperabilitet på kommunikationsniveau er nøglen. At forbedre vores forståelse for evnen for sådanne organisationer til at samarbejde fleksibelt er en prioritet.”

I afsnittet om at sikre identitet fremføres det, “at der er behov for at udvikle proaktive metoder til behandling af ID-tjeks og kontrol, herunder brog af mobile teknologier. Forskning er nødvendig for at forbedre nuværende biometriske systemer til identifikation af personer. Derudover er der brug for en holistisk tilgang til grænse-management og en forståelse af grænseaktiviteter inden- og udenfor Europas grænser for at sikre en effektiv grænsekontrol. Det poienteres, at brugervenlige løsninger er et ultimativt output for forsknings- og innovationsinitiativer.”

I lyset af store tab i forbindelse med identitetstyveri og -bedrageri anbefaler ESRIF som et højtprioriteret forskningstema, “at forbedre biometriske devices nøjagtighed ved at udvikle stærk autentificerings-processer og teknologier og ved at forbedre metoder til at sikre online autentifikation af personer uafhængig af hvilket digitalt element de gør brug af.”

Når det drejer sig om udveksling af patientinformation lægges der vægt på, at beskytte den personlige identitet og privacy-rettigheder på samme tid. ESRIF går ind for at gennemføre en databeskyttelse baseret på “privacy by design”, der bør være en del af informationssystemets arkitektur fra start. “For at sikre en reel effektivitet, bør denne “privacy by design”-beskyttelse kombineres med en generel kontrol af personoplysninger, en adskillelse af data fra forskellige datastreams, privacy-management systemer samt effektiv “anonymisering” af persondata. Forskning på disse områder skal videreføres for at sikre, at effektive løsninger er tilgængelige så hurtigt som muligt.”

Herefter fremhæves i rapporten biometrisk forskning i en lang række sammenhænge. f.eks. i sammenhæng med videnskabelige discipliner indenfor efterforskning. Screening- og overvågningssystemer med biometrisk genkendelse ved boarding skal være i stand til uafbrudt at monitorere store menneskemængder med hurtig fokus for at kunne spore potentielt mistænkte uden at misten synet af menneskemængden. Dette forudsætter trådløse/standoff sensorer/scannere, men det fremhæves, at fjernbiometri stadig er i en tidlig udviklingsfase. Derudover forudsætter det sikre metoder til at validere rejsedokumenter, metoder til at afsløre biometrisk spoofing. standardisering samt mobile decvices og high-speed trådløse forbindelser for ID-tjek i buser, toge osv. Rapporten opstiller et mål om, “at et komplet ID-tjek og kontrol inklusive databaseforespørgsel ikke må tage mere end 10 sekunder.” Derudover opstiller rapporten en række forskningstemaer i relation til teknologien især med henblik på at forbedre de biometriske devices robusthed og nøjagtighed.

Det nævnes imidlertid også i rapporten, “at en nøgleudfordring er, at etablere tillid hos brugeren og at netop biometriske systemer repræsenterer nye muligheder for at forbedre et systems effektivitet og security.” WG8 har identificeret 5 topemner, herunder brug og evaluering af biometri i forbindelse med ID management:

  • Tillid til biometriske systemer
  • Biometrisk performance
  • Behov for detektion af animerede egenskaber/anti-spoofing detektion
  • Data beskyttelse
  • Biometrisk tilbagekaldelse
  • Certificering af biometriske systemer

I forbindelse med identifikation af katastrofeofre fremhæves brug af biometrisk og biografisk fusion.

I ID-tyveri kontekst fremføres biometri desforuden som et næste sikkerhedsniveau i forbindelse med ebanking, herunder at integrere biometri for adgang til kortdata. Men samtidig gøres der opmærksom på, “at beskyttelse af biometriske data er nøglen til tillid og at befolkningens bekymring for biometri ofte beror på en manglende viden om teknologien og mistillid til organisationer, som leverer eller administrerer biometriske applikationer.” Særlig opmærksomhed rettes på det såkaldte match-on-card koncept med de deraf følgende privacy fordele.

Med det formål at tilvejebringe en automatiseret grænsekontrol anføres det at biometri for eksempel kan bruges til:

  • En fremskyndet forundersøgelse af registrerede rejsende eller brugere (f.eks ansatte) ved bl.a. grænsekontrolpunkter eller hurtige tracks ved grænseovergangssteder
  • Medvirke til at reducere forebyggelse af svig for højrisiko grupper såsom flygtninge og asylansøgerbehandling
  • Medvirke til at reducere forebyggelse af svig ved kritiske processer som immigration og statsborgerskab
  • Frembringe effektive of fleksible overvågningslister, der giver større effektivitet og grundig sikkerhedsbehandling
  • Behandle flertallet af rejsende gennem automatiske e-porte

Et interessant bidrag i rapporten er fremhævelsen af kravet om, at indsamlet biometrisk data kun må anvendes til det tekniske og lovlige formål, som er associaret med de registrerede data og at truslen for misbrug af denne information skal adresseres. Det nævnes udtrykkeligt i rapporten, at EU-kommissionen har klassifiseret som en privacy enhancing technology og det fremhæves, “at integration af privacy design i nye security teknologier og systemer vil være en konkurrencemæssig fordel for den europæiske sikkerhedsindustri. Det bør være muligt, at implementere dette design på sådan måde i fremtiden, at mere security ikke betyder mindre privacy.” Rapporten anbefaler endvidere, at der udvikles best practices-modeller samt etiske kodeks.

Det er værd at hæfte sig ved, at rapporten nævner, “at tillid vedrører den enkeltes tryghed til forskellige sikkerhedssystemer og deres operatører. Når det kommer til stykket er tillid kilden til legitimiteten af de demokratiske imstitutioner, som er betroet vor sikkerhed.”

Rapportens policy og operationelle rekommendationer med henblik på at opnå en stærkere forskning og innovation i sikkerhed er:

  • Fælles europæiske kapaciteter
  • Nye policy initiativer
  • Integreret tilgang til security
  • En global dimension
  • Fremtidig security forskning

Sidstnævnte anbefaling refererer til European Security Research and Innovation Agenda, som skal ses som et levende dokument, der for at udvikle sig i forbindelse med Europas interne og eksterne trusselsmiljø, forudsætter:

  • En åben mekanisme der involverer alle interessenter
  • At ESRIA bliver revideret og evalueret jævnligt med særlig opmærksomhed i forhold til rapportens hovedbudskaber

Jeg har ved omtalen af rapporten forsøgt at pinpointe væsentlige passager der kan have interesse for biometriske aktører, men har også haft for øje at sætte teknologien i den rette sammenhæng og fremhævet rapportens hovedformål. Betydelige afsnit og andre vigtige pointer er imidlertid ikke kommet med og derfor kan gengivelsen ikke være fyldelstgørende.

Rapporten er efter min opfattelse et vægtigt bidrag til en dybere forståelse af betydningen for en forstærket europæisk skkerhedsforskning baseret på europæiske værdier. Jeg er især tilfreds med, at den primære opgave for ESRIF er at udvikle kriterier og guidelines for security teknologier og metoder i overensstemmelse med menneskerettighederne i almindelighed og beskyttelsen af privacy. For så vidt angår biometri har jeg ved flere lejligheder selv fremhævet, at teknologien udvikles til netop at beskytte brugerens privacy og at den, implementeret og administreret korrekt på samme tid, kan styrke sikkerheden. Denne dobbelt positive effekt overses desværre ofte i forbindelse med den løbende debat om biometri. Man kan sige, at rapporten ikke fremkommer med væsentligt nyt om biometriens udviklingspotentiale, men det afgørende er, at teknologien fastholdes som en vigtig del af sikkerhedsberedskabet og dermed som en prioriteret del af den samlede forskningsindsats. Om rapportens flotte hensigtserklæringer i almindelighed vil og kan blive efterlevet kan imidlertid kun fremtiden vise.

Rapporten anbefales hermed til læsning og fordybelse med håbet om, at den kan medvirke til at sætte skub i en mere målrettet dansk strategisk forskningsindsats i security. Et tiltag for et par år siden i regi af Innovationsrådet om etablering af en dansk sikkerhedsindustri er så vidt det er mig bekendt ikke realiseret. Men initiativet kan måske i lyset af rapporten blive revurderet. Danish Bioemtrics deltager gerne i disse bestræbelser.

Download rapporten (4,83 MB) her.

Der henvises i øvrigt til rapporten fra Oxford Research fra oktober 2008 ”Om kortlægning og analyse af den danske forsvars- og sikkerhedsindustri”, der kan downloades her.

Om den svenske rapport “NRA SECURITY – Swedish industry proposal for a National Research Agenda for security” udgivet af VINNOVA, Swedish Governmental Agency for Innovation Systems i juni 2008 henvises til følgende link.





Har I planer om indenfor de næste 12 måneder at anskaffe et logisk eller fysisk adgangskontrolsystem hvori indgår en biometrisk identifikation/verifikation ?

2 01 2010

 Ny Danish Biometrics afstemning om markedsforventninger for 2010.





Er der behov for en Lex Biometricus ?

30 12 2009

I den løbende debat om biometri rejses spørgsmålet om lovgivningen er tilstrækkelig til dels at beskytte brugeren dels at udnytte teknologiens fulde udviklingspotentiale.

Biometri er ligesom andre teknologier ikke direkte omtalt i hverken persondatadirektivet eller persondataloven, men kun indirekte med reference til en række (teknologineutrale) principper om proportionalitet, personfølsomme data, gennemsigtighed samt tekniske forholdsregler. 

Udgangspunktet er, at biometri  betragtes som personfølsomme oplysninger, der er omfattet af persondatalovens bestemmelser både så vidt der er tale om det rå eksemplar (eksempelvis selve fingeraftrykket) og den digitaliserede udgave (minutiae data).  I de tilfælde hvor de biometriske data foreligger i krypteret form (anonymiseret) rejser der sig det interessante spørgsmål om der juridisk set stadig vil være tale om personhenførbare oplysninger, der falder ind under loven ? Det vil umiddelbart være rimeligt at antage, at den dataansvarlige skal overholde loven, eftersom der under alle omstændigheder vil være tale om en behandling af ”data”, selvom disse ikke teknisk set kan tilbageføres til datasubjektet. Men er der risiko for, at persondatabegrebet bliver for diffust ?  Spørgsmålet kan i øvrigt indgå i en diskussion om man generelt kan fastholde den gængse opfattelse, at privacy-beskyttelse kan opnås, blot man fjerner PII fra databaserne (anonymisering contra reidentifikation)? 

Et andet spørgsmål er imidlertid om betegnelsen, at ”biometri er noget du er” stadig vil være dækkende, når ny teknologisk forskning og udvikling (biometrisk kryptering) så at sige erstatter biometri med såkaldte ”pseudoidentiteter”, der gemmes på smart cards eller andre devices i brugerens besiddelse og kontrol ?

Teknologien (så vel som vore sociale normer) udfordrer hele tiden lovgivningen og lovgiverne er godt klar over, at loven altid vil halte efter med flere år. For at imødegå en ufuldstændig lovgivning har EU derfor tilpasset datadirektivet, som persondataloven hviler på, med en bestemmelse (artikel 17) om, at:

“Member States shall provide that the controller must implement appropriate technical and organizational measures to protect personal data against accidental or unlawful destruction or accidental loss, alteration, unauthorized disclosure or access, in particular where the processing involves the transmission of data over a network, and against all other unlawful forms of processing.

Having regard to the state of the art and the cost of their implementation, such measures shall ensure a level of security appropriate to the risks represented by the processing and the nature of the data to be protected.”

Artikel 17 er gengivet i persondatalovens § 41 stk. 3. som følger: ”Den dataansvarlige skal træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, samt mod, at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven. Tilsvarende gælder for databehandlere.” Som det fremgår er  formuleringen “state of the art” gledet ud af den danske lovtekst.  Kort sagt, så skal den dataansvarlige træffe fornødne, men ikke nødvendigvis de nyeste eller mest avancerede tekniske sikkerhedsforanstaltninger. Ansvaret ligger dog stadig hos den dataansvarlige, men formålet er altid at undgå at selve databruddet faktisk finder sted. Det daværende IT-Sikkerhedspanel har tilbage i 2006 gjort opmærksom på dette problem og anbefalet en opstramning. Men er det desuagtet tilstrækkeligt at basere en løsning på et skøn i henhold til stadigvæk relativt ukonkrete kriterier, når man har at gøre med ny, hurtigt udviklende og kompliceret teknologi ? 

Artikel 17 er iøvrigt interessant, fordi den faktisk indirekte understøtter PET´s (privacy enhancing technologies), idet det i bemærkning 46 til direktivet klart fremgår, at de nødvendige tekniske forholdsregler fra start skal integreres i designet af selve databehandlingssystenet. Iagttager man nogle grundlæggende designprincipper, kan biometri indgå i en løsning, som opfylder de højeste krav til privacy- og persondatabeskyttelse i stedet for en anvendelse af teknologien til ukontrolleret biometrisk overvågning og personprofilering (function creep). Med hensyn til beskyttelse af individet i forbindelse med den automatiske behandling af persondata, henvises til en række anbefalinger, som Europarådet har offentliggjort 2. oktober 2009. Er der behov for et normsæt  af mandatoriske specifikke privacy principper som f.eks. dataminimering, gennemsigtighed, optimal bruger kontrol og forbedret sikkerhed ?

I relation til persondataloven kan en teknologiløsning med biometri approberes enten ud fra en almindelig proportionalitets/interesseafvejning eller i henhold til et samtykke af den registrerede.  Vurderes det, at den dataansvarliges interesse vejer tungere end hensynet til den registrerede, er sidstnævntes manglende samtykke uden betydning. Giver det anledning til at overveje om brugersamtykke skal være obligatorisk  og desforuden nærmere præciseres?

En væsentlig problemstilling er om opbevaring af biometriske data kan finde sted i en central database, i en decentral aflæsningsenhed eller på  et smart card. Skal de to første optioner overhovedet være mulig og i bekræftende fald kun i henhold til lov ? I den forbindelse er det relevant at stille sig det spørgsmål om det i det hele taget skal være muligt at identificere en person ved hjælp af biometri eller om det fuldt ud er tilstrækkeligt med en autentificering ? Skal det eksempelvis ved lov bestemmes, at biometri alene kan anvendes som verifikationsmetode baseret på et af to formål:  

  1. At bevise at du er den du siger du er (positiv verifikation) eller
  2. At bevise at du ikke er den du siger du ikke er (negativ verifikation) 

I forlængelse heraf kan det anføres, at flere eksperter har rekommanderet, at biometri i e-pas alene skal tjene et verifikationsformål, hvorefter de data, der er gemt i dokumentet sammenholdes med de data, som præsenteres af dokumentets indehaver. Bør det være en lovanbefaling ?

Imidlertid  skal man være opmærksom på, at brugeren sjældent er klar over hvad der faktisk er gemt på et smart card, hvordan man får adgang til disse data  eller hvem der gør brug af denne information. Det er muligt, at den dataansvarlige har et ejerskab til selve kortet og de persondata, der er gemt på kortet, men det er ikke nødvendigvis det samme som at fastslå, at kortholderen (brugeren) mister sin ret til at have kontrol over sine persondata/pseudoidentiteter.

Spørgsmålet er, hvem der kontrollerer back office og det er derfor nødvendigt at tage stilling til rettigheder og ansvar for kortudsteder, den dataansvarlige og kortholder. 

Endelig kan man stille det spørgsmål om der bør gælde enslydende regler for implementering af biometriske systemer for både private og offentlige organisationer med hensyn til   indsamling, brug, deling, transmission, logning, opbevaring, disposition, grænseoverskridende overførsel og sletning af biometriske data i hele dets livscyklus. Hertil kan suppleres med en vurdering af i hvilket omfang særlige sikkerhedshensyn gør det nødvendigt at undtage staten, således som det er gældende i forhold til persondataloven. 

Der er grund til at gå ud fra, at der vil blive installeret flere og flere biometriske systemer i de kommende år hvilket kan tale for at tiden er moden til at overveje et regelgrundlag, som er fremtidsorienteret. Jeg har forsøgt at stille nogle spørgsmål om biometri,som kunne trænge til en afklaring og jeg mener, at der derfor på den baggrund er belæg for at anbefale, at der nedsættes et af regeringen udpeget udvalg med repræsentanter for relevante myndigheder, eksperter og branche- og interesseorganisationer med det formål at undersøge om en lov om biometri er nødvendig. En sådan evaluering kunne passende indgå i en helt overordnet fastsættelse af statens principper for security og privacy teknologier, forskning og innovation.

En analyse bør ikke kun have en strikt teknologisk tilgang men f.eks. forholde sig til bestemte fremtidige projekter som borgerservicekortet, inddrage retlige aspekter af ID-management og tage højde for hele den IT-infrastruktur som biometri vil kunne være en del af, eventuelle backupsystemer, testningskrav, øvrige organisatoriske virkemidler  samt registreringsprocedurer. Når det sidste punkt nævnes, så er det fordi det ikke kan understreges for meget, at biometri alene ikke kan etablere en “ægte identitet”. Et biometrisk system kan ikke afholde nogen fra at benytte en falsk legitimation på tidspunktet for en registrering. Systemet kan kun afholde dem fra at bruge en andens identitet, når først de er registreret.  

Det er klart at der kan argumenteres både for og imod en mere detaljeret lovgivning i forhold til den nuværende regulering, som for det meste bygger på persondataloven. Derfor bør en undersøgelse naturligvis også overveje formålstjenlige alternativer til en egentlig lov, f.eks. standardisering, branchekodeks, flere fagkompetencer/ressourcer til Datatilsynet, flere øremærkede forskningsmidler til privacy enhancing technologies (PETs), reelle offentlig støttede informationskampagner  mm. Hertil kommer, at eventuel gældende EU lovgivning muligvis kan komplicere processen. Selvfølgelig skal man heller ikke lovgive om hvad som helst uden at der tungtvejende grunde hertil, jfr. eksempelvis diskussionen om et burkaforbud og et prostitutionsforbud. Men der er efter min personlige opfattelse nogle åbenbare argumenter, som principielt kan tale for en lov. 

For det første er biometri en unik personlig identifikationsmetode, der  i tilfælde af kompromittering kan medføre fatale konsekvenser for den pågældende. For det andet vil det være meget nærliggende at antage, at en regelregulering med henblik på at præcisere en række spørgsmål specifikt i forhold til biometri, herunder at forstærke privacy og persondatabeskyttelsen er nødvendig for at skabe tillid og tryghed for brugeren, men, og det er efter min opfattelse en væsentlig pointe, også i lige så høj grad med det formål at sikre tiltro til selve teknologiens security og privacy.

Det er i den sammenhæng  ikke uvæsentligt at fremføre, at biometri er er en teknologi vi alle, om vi vil det eller ej, før eller siden vil komme til at stifte bekendtskab med.





Biometri er faktisk bedre end sit rygte

13 12 2009

Hvordan går det egentlig med markedsføringen og implementeringen og ikke mindst den offentlige debat om biometri på det danske marked ? Er vi nået videre fra en spæd start for ca. 8 år siden i kølvandet på 11.9. eller slæber branchen og det omkringliggende samfund stadig rundt med en udpræget skuffelse og knuste drømme om en teknologi, som har lovet så meget og opnået så lidt ?

Vel, der er nok ikke nogen tvivl om, at biometri er kommet rigtig dårligt fra start af i alt fald to årsager. For det første har lanceringen af large scale biometriske systemer til grænsekontrol og kriminalprævention, som introduceret af USA efter terrorangrebet på bl.a. World Trade Center (det såkaldte US-VISIT program) med følgeskab af EU, skabt en frygt for mange for det ultimative overvågningssamfund. For det andet har en lang række leverandører med en overdreven og unuanceret anprisning af biometri som et universalmiddel i jagten efter at score en let og hurtig gevinst efter at kommercialiseringen af teknologien så småt kom i gang i begyndelsen af 1990´erne medført manglende troværdighed.

At biometri er blevet overhypet og overfrygtet er en international trend, som det må konstateres også har gjort sig gældende i Danmark. Det på trods af, at man ikke just kan påstå, at de danske medier generelt er nær så anti-biometriske som i visse andre lande, f.eks. Storbritannien. Selvom det også vil være forkert at hævde, at diverse brancheforeninger og myndigheder er decideret negative, så er indstillingen imidlertid stadig meget afventende. Derimod udviser visse interesseorganisationer og store dele af den akademiske verden en udpræget mistro til teknologien.

Det er altid at forudse, at ny og banebrydende teknologi på en og samme tid både tiltrækker og afskrækker, men jeg tror nok, at den kendsgerning at essentielle spørgsmål om krænkelse af de fundamentale frihedsrettigheder bliver fremført i debatten og den deraf følgende politisering af biometri er ganske enestående og er vitterlig kommet bag på de fleste med den åbenlyse konsekvens at det forventede afgørende gennembrud stadig lader vente på sig i alt fald for så vidt angår den private sektor.

Lad det være sagt med det samme, at den kritiske debat om krænkelse af privacy og databeskyttelse, om den manglende demokratiske legitimitet og om lovgivningen er tilstrækkelig er meget væsentlig. Jeg er specielt helt enig i privatlivsbeskyttelsen og tog netop selv, efter mange år i sikkerhedsbranchen og efter at have beskæftiget mig med biometri som id-teknologi siden 2003, initiativet til at starte Dansk Privacy Netværk i 2007. Det ændrer imidlertid ikke ved årsagsforklaringen, men rejser derimod det helt naturlige spørgsmål, om branchen har været god nok til at formilde relevant og lødig information og til hurtigt og overbevisende at tilpasse sig markedet og kundernes behov.

Alligevel kan vi i Danmark fremvise efter omstændighederne ganske interessante business cases som kan medvirke til at rette op på biometriens image. Men eksemplerne gør det ikke alene.

Den seriøse del af branchen vil ikke påstå at biometri er ufejlbarlig. Det er der ingen teknologi der er. Der er heller ikke nogen troværdig leverandør eller rådgiver, som vil tilbyde eller anbefale et system der totalt beror på teknologi alene. Det er ikke en god strategi. Ægte security er en løsning, hvor tekniske, proceduremæssige samt situationsbestemte security forholdsregler indbyrdes understøtter hinanden. Med en nøgtern erkendelse af biometriens muligheder og begrænsninger, bør branchen blive langt bedre til at målrette markedsføringen mod helt konkrete og klare løsninger hvori indgår biometriens unikke fordele i stedet for ”at skyde med spredehagl”.

Fejlen består først og fremmest i at fokusere på, at biometri kan løse alle security-udfordringer. For det kan den ikke. Hertil kommer at et tema som kundevenlighed bør fremhæves mere samt at selve det basale spørgsmål om sikring af brugerens privacy faktisk kan opnås ved brug af et korrekt biometri-design.

I den forbindelse deltager jeg selv i The User Advisory Board for Turbine forskningsprojektet , der har til formål at udvikle en sikker beskyttelse af biometriske data baseret på avanceret krypteringsteknologi. Jeg er også bekendt med at et par danske firmaer til min glæde er på vej med lignende banebrydende koncepter.

Derudover skal branchen hele tiden evne at kunne teknologiudvikle biometri med henblik på at tilbyde endnu flere brugervenlige og lavpraktiske tjenester, hvilket jeg selv gjorde opmærksom på tilbage i 2005 i en kronik i Børsen.

Endelig bør branchen være mere aktiv til at gå ind i og medvirke til en mere afbalanceret debat om biometri eksempelvis ved løbende at kommentere mediernes dækning af biometri.

Den seneste omtale i internationale medier, er en historie om en kinesisk kvinde, der er blevet arresteret i Japan for at have foretaget et kirurgisk indgreb i sine fingre med henblik på at narre den biometriske grænsekontrol ved indrejse til landet.

Bortset fra at man altid skal være varsom med at tage alt for givet og uanset at der kan argumenteres fornuftigt for den principielle mulighed for at spoofe biometri, så er den slags historier uden tvivl med til at tegne et negativt og forvrænget billede af teknologien, fordi der generaliseres og som oftest på grundlag af manglende faktuel information. Det er således en kendsgerning , at langt de fleste e-pas indeholder multimodal biometri og at markedet tilbyder meget robust scannerudstyr. Hertil kommer, at der faktisk bliver taget hånd om det i medierne ofte omtalte sårbarhedsproblem ved det biometriske pas, nemlig sikring af den integrerede RFID-chip mod kopiering (kloning) og dermed beskyttelsen af de lagrede biometriske data. Løsningen går simpelt hen ud på, at scanneren er i stand til at verificere om chippen er den originale.

Branchen skal være godt klædt på til at møde markedets og samfundets udfordringer og derfor vil Danish Biometrics øge aktivitetsniveauet markant fremover med en række initiativer som f.eks. netværksmøder og en mere effektiv informationstjeneste. Det sammenholdt med at der på tærkslen til 2010 forudses en stigende brancheomsætning med bl.a. implementering af e-pas og visasystem i Danmark, vil med garanti medvirke til en lødig og frugtbar markedsføring og implementering af biometri.





Danish Biometrics opretter brugerforum

15 10 2009

Med det formål at varetage alle relevante brugerinteresser har Danish Biometrics oprettet et brugerforum for virksomheder, private organisationer, offentlige myndigheder og enkeltpersoner.

Ideen er at etablere en åben platform, hvor dels aktuelle brugere så vel som potentielle brugere kan fremsætte både konkrete og generelle ønsker, udfordringer, nye features og standarder, og hvor dels Danish Biometrics kan præsentere ideer og forslag til forbedringer og aktiviteter. En sådan dialog er vigtig for ny og kompliceret teknologi, som biometri må karakteriseres at være.

Med brugerforummet gøres informationen tilgængelig for alle med det ønske at præge den offentlige debat på en sober måde. Men det er også intentionen at styrke hele branchen og sidst men ikke mindst, at medvirke til en ansvarlig teknologi- og markedsudvikling.   

Det nye initiativ imødekommer et længe næret ønske hos både medlemmer af Danish Biometrics samt andre aktører.





Biometri er noget du har

11 10 2009

Det fremføres ofte i debatten, at biometri er offentlig tilgængelig information. Vi aflægger vore fingeraftryk alle vegne (på ølglas, dørhåndtag osv.) og vore ansigter afbildes på fotos, der lægges på internettet endda uden at vi selv ved af det.

Men denne uafvendelige kendsgerning udelukker ikke, at biometriske kendetegn er og bliver unikke. De er bare ikke hemmelige. Udfordringen for leverandørernes forskning- og udviklingsafdelinger består i, at gøre dem hemmelige. Og hvorfor det ? Fordi en kompromitteret biometri ikke kan erstattes. Du kan ganske vist designe et biometrisk system med substituering af op til ni fingre og en iris (alle dine fingeraftryk er forskellige og selv din venstre iris er forskellig fra din højre). Men en forfalsket biometri er tabt for altid.   

Det er også en kendt sag, at især fingeraftryksbiometri kan hackes eller spoofes. Hvorledes dette kan lade sig gøre har den tyske Chaos Computer Club bl.a. givet tips om  i en videosekvens. For fuldstændighedens skyld skal det imidlertid anføres, at disse angreb ofte gennemføres i laboratorier, på baggrund af en forud indhøstet indgående viden om det biometriske system og hvor positive tests ofte først lykkes efter mange forsøg. Men selv om det i den virkelige verden vil være endog meget svært at gennemføre en hacking, så udelukker det dog ikke, at det principielt er muligt.   

Derfor tages disse eksempler alvorligt og er faktisk med til løbende at forbedre teknologien. Hidtil er dette sket ved at raffinere sensorerne (f.eks. med anvendelse af multispektral billedanalyse), at fusionere flere forskellige biometriske modaliteter (f.eks. fingeraftryk og iris), at supplere med PIN-koder mm.  

Når det er sagt, så hersker der heller ikke nogen tvivl om, at passwords (eller noget du ved) og smartcards alene eller i kombination heller ikke giver sikker autentificering, eftersom de enten kan glemmes eller tabes og ydermere ikke effektivt kan bindes til en person, hvorved systemet ikke kan differentiere mellem en legitim bruger og angriber.  

Når nu biometri ikke er hemmelig,hvorfor så ikke dels kryptere disse data og derudover benytte biometri som en krypteringsnøgle  ?  At kryptere den biometriske template i en database kan lade sig gøre på sædvanlig vis og vil forbedre systemets security, men spørgsmålet om privacy er uløst, i de tilfælde hvor kontrollen med krypteringsnøglerne og dermed af de biometriske data er hos ejeren af en centraldatabase (i modsætning til en lokaldatabase). Det andet spørgsmål kan imidlertid ikke umiddelbart lade sig gøre, fordi de biometriske data (templates) er forskellige af natur. Hvert nyt realtime fingeraftryk er forskelligt og konventionel kryptering tolererer ikke en eneste bitfejl.  Eftersom traditionel hashing kryptering indtil videre har vist sig for kompliceret koncentrerer nyere forskning sig i stedet for at udvikle metoder til at binde en krypteringsnøgle til de biometriske data, således at nøglen hele tiden kan regenereres. Forskningen kaldes for biometrisk kryptering og defineres som en proces, der på en sikker måde binder (ikke indlejrer) en PIN eller en krypteringsnøgle til biometrisk data, så hverken nøglen eller de biometriske data kan udledes fra den gemte template. Nøglen kan kun dekrypteres med den registrerede persons realtime biometriske data, f.eks. et fingeraftryk. Hermed kan man dekryptere en PIN, et password eller en alfanumerisk streng for adskillige applikationer.

Det vil føre for vidt at komme nærmere ind på de forskellige modeller for biometrisk kryptering i denne omgang, men temaet vil blive taget op ved en senere lejlighed. Nogle hovedprincipper kan dog anføres:

 •  brug af biometriske eksemplarer (f.eks. friske fingeraftryk) og biometriske templates anvendes kun for at danne samt verificere bestemte pseudo-identiteter (som ikke må indeholde biometriske data) og det biometriske eksemplar så vel som den biometriske template må ikke gemmes overhovedet.
• undgå at biometriske data eller andre data kan benyttes til at udlede en bestemt persons identitet 
• undgå at biometriske data eller andre data kan bruges til at linke personer (datasubjekter) på tværs af databaser (function creep)
 • begrænse processen af persondata til et absolut minimum
• slette det biometriske eksemplar og den biometriske template (rodidentitet) så hurtigt som muligt efter processen, såfremt disse ikke er nødvendige til brug for processens formål
• udelukke rekonstruktion af det biometriske eksemplar fra den biometriske template (uden reverse engineering)
• gøre brug af lokal database samt verifikationsfunktion og gemme persondata på en device under kontrol af datasubjektet (match-on-card eller system-on-card)
• undgå at nogen yderligere persondata er direkte linket til de biometriske data (til brug for den midlertidige proces), såfremt dette ikke er nødvendigt for processens formål
• informere brugeren (datasubjektet) om systemets formål, funktion og proces 
• såfremt det kræves, at enhver bestemt pseudoidentitet genereres fra et nyt (frisk) biometrisk eksemplar med henblik på at øge gennemsigtighed
• generering af forskellige pseudoidentiteter, som til enhver tid kan tilbagekaldes af datasubjektet, til forskellige applikationer

Lad os forestille os et scenarie med brug af en biometrisk krypteringsløsning i forbindelse med eksempelvis receptudskrivning.

1. Patienten (datasubjektet) besøger sin læge, der skriver en recept. Recepten sendes til patientens indbakke på den landsdækkende receptserver.
2. Derhjemme, bruger patienten sin personlige computer til at få adgang til receptserveren. Via en sikker forbindelse, autentificerer receptserveren sig overfor patientens smartcard, og som ved denne autentificering ved, hvilken indbakke, der skal åbnes. I indbakken er gemt de yderligere data, der kræves for at udføre hybridverifikationen. Patientens realtime biometriske data bruges sammen med de supplerende oplysninger til at oprette en midlertidig pseudo-identitet (PI1*). Denne bliver herefter sendt til den centrale applikation og sammenlignes med en tidligere (ved registreringen) gemt pseudo-identitet (PI1). Eftersom der er en match får patienten adgang.
3. Herefter finder patienten den pågældende recept i indbakken og tildeler apoteket adgang til den. Dette sker ved at etablere et link mellem recepten og den pseudo-identitet, som patienten gør brug af på apoteket.
4. På apoteket bruger patienten sit  personlige smart card i forbindelse med apotekets terminal ( indstiks- eller berøringsfri læser). Terminalen autentificerer sig selv og får adgang til sin indbakke på patientens smartcard, hvor yderligere data til brug for verifikationsprocessen er gemt. Ved at bruge patientens realtime biometriske data (via en scanner på f.eks. selve patientens smartcard) sammen med de supplerende oplysninger, kreeres en  midlertidig pseudo-identitet (PI2*), der sammenlignes med den oprindelige (PI2), der er gemt på patientens smartcard ved registreringen. Apoteket’s system sammenligner de to pseudo-identiteter, og eftersom der er et match, kan systemet nu bruge pseudo-identiteten til at søge efter linkede recepter.
5. Den recept, der er linket til patientens ”apotek-pseudo-identitet” bliver fundet og patienten kan få sin medicin. Apoteket opdaterer recepten med bemærkning om hvilken medicin der er blevet udleveret.

Biometrisk kryptering kan således både sikre security og privacy. Sådan som de biometriske data indgår i processen ved kun at blive anvendt ved registreringen af en person, hvorefter de transformeres til pseudoidentiteter, kan man faktisk ikke mere definere biometri som “noget du er”, men mere som “noget du har”, nemlig unikke pseudoidentiteter. Det komplette koncept kan i øvrigt også indeholde “noget du ved” (hybridverifikation), hvorefter der sker en effektiv integration af alle hidtil kendte autentifiseringsmetoder. Man kan med rette tale om den højeste grad af en  privacy enhancing technology-løsning. 

Biometrisk kryptering bør være en obligatorisk feature for et fremtidigt dansk borgerservicekort.

I undermenuen biometrisk kryptering kan man finde yderligere information om biometrisk kryptering.